JONSTRUP 1605
Kongens Jonstrup
År 1536 måtte Roskildebispen afgive Jonstrup til kongemagten som krongods. Det skete i forbindelse med Reformationen. Middelalderen var forbi, og en ny tid begyndte. Jonstrups to mindre gårde lå på en bakke vest for Jonstrup Seminarium, og som nabo lå Jonstrup Vandmølle med møllehjul, stenkværne og mølledam. I nærheden lå Jonstrups hovedgård.
Fra skriftlige og arkæologiske kilder kender vi ganske godt livet, og hvad der skete i Jonstrup i 1500-tallet. Der var velstand på gårdene. Men de to gårde og møllen brændte og blev opført flere gange. Det endte med, at gårdene og hovedgården blev opgivet først i 1600-tallet. Vandmøllen fortsatte som kornmølle, mens hele Jonstrups areal med skov og marker blev udlagt til dyrkning af hø til kongens heste, og fik navnet Jonstrup Vang. Det store område var høeng til sidst i 1700-tallet, hvor landbrugs- og skovarealer blev separerede. Det adskilte skovområde, som vi kender i dag, beholdt navnet Jonstrup Vang.
Blandt de skriftlige kilder er afskriften af et brev, som findes i Kancelliets brevbøger, som opbevares på Rigsarkivet. Brevet fra Christian 4, dateret 4. oktober 1605, er stilet til ridefogeden Laurits Ebbesen med besked om, at Jens Olufsen og Jep Mortensen, som er kongens bønder i Jonstrup, skal fritages fra et års skat, da de har mistet alt de ejer ved en ildebrand om sommeren. De skal desuden have tømmer fra skoven, så de kan genopbygge deres to gårde. Andre kilder fortæller at gårdene blev genopført, men brænder igen kort tid efter, og at man herefter opgav bondebyen, men ikke vandmøllen.
Side i Sjællandske Tegnelser, Anno 1605, hvor et brev fra 4. oktober 1605 om Jens Olufsens og Jep Mortensens nedbrændte gårde i Jonstrup er afskrevet. Brevet fra Christian 4. fortæller, at kongens to bønder skal fritages for et års landgilde eller skat, da de har mistet alt de ejer ved en ildebrand om sommeren. De skal desuden have anvist tømmer fra skoven, så de kan genopbygge deres to gårde.
Foto: Niels Bødker Thomsen.
Det er yderst sjældent, at arkæologiske kilder kan bidrage med viden om dagliglivet og til historien om middelalderlige og tidlige gårdbebyggelser. Det skyldes, at de gamle gårde normalt ligger under eksisterende bebyggelser. Det gjaldt ikke for de to gårde i Jonstrup. Da Kuben Byg A/S skulle bebygge bakken, var det derfor relevant at foretage arkæologiske udgravninger på bakken. Udgravninger blev foretaget sommeren 2008. Her var muligheden for at finde Jens og Jeps nedbrændte gårde og få et sjældent og enestående indblik af dagliglivet i Jonstrup i 1500-tallet. Arkæologerne fandt resterne af de to gårde. Hver gård havde to bygninger og lå med en afstand på 50 m på bakkens skråning mod Seminariet. Store dele af den opgravede jord blev vandsoldet gennem sier med 4 mm maskevidde. Her fandt man keramik fra ind- og udland, dyreknogler fra tamme og vilde dyr, fiskeben og fiskeskæl, æggeskaller, madrester, syudstyr, værktøj, fiskeredskaber, vinduesglas, hvidkalket lerklining og meget andet.
Jonstrup Vandmølle. Billedet viser beliggenheden af Jonstrup Vandmølle ved vejen gennem Jonstrup til landsbyen Bringe. Møllebygningen lå til venstre i billedet og til højre anes Værebro Å.
Foto: Niels Bødker Thomsen.
Keramikken var alt overvejende fra 1500-tallet. Fiskebenene viste, at man havde spist saltvands- og ferskvandsfisk. Værktøjet viste, at man selv kunne opføre sine huse, og vinduesglasset viste, at husene havde vinduer med blyindfattede ruder. De mange knoglerester fra vilde dyr viste at beboerne måtte jage i skovene eller at de måske var krybskytter. Udgravningerne viste også, at gårdene var nedbrændte. De fleste fund var fra 1500-tallet, men der var også fund fra tiden helt tilbage til 1100-tallet. Sidstnævnte bekræfter, at bondebyen som antaget kan være opført lige efter år 1200. Udgravningerne viste også, at de ældste gårde nok havde ligget på den vestlige del af bakken ud mod Flyvestationens område. De skriftlige kilder og de arkæologiske udgravninger har bekræftet og suppleret hinanden på bedste vis!
Fundene fortæller om velstand. Menneskene har boet godt og levet godt på bakken som kongens bønder. Men altid i frygt for lynnedslag og brand.
I dag efter 400 år er bakken atter bebygget.