VANDSKELSVEJEN - 4.000

Vandskelsvejen, en af oldtidens hovedveje

Samtidig med de første permanente bopladser i Danmark opstod der et forgrenet system af veje, der forbandt bebyggelserne. Nogle vejstrøg udviklede sig til hovedveje mellem landsdele og nabolande. Vi er tilbage i tiden omkring år 4000 f. Kr. ved bondestenalderens begyndelse.

En vigtig oldtidsvej var en syd-nordgående hovedvej fra det sydligste Sjælland, forbi sagnkongernes Lejre og Roskilde og videre mod nordøst langs det nordsjællandske vandskel til Sjællands nordkyst og Helsingør. Vejstrøget fulgte så vidt muligt vandskellene, men måtte respektere vådområder og vademuligheder. Færdslen forløb bedst, hvor terrænet var tørrest.

Den nuværende stenbro over Værebro Å ved Gammelvad. Her krydsede Vandskelsvejen Værebro å og her var i oldtiden indgangen til Jonstrupområdet fra syd.

Foto: Niels Bødker Thomsen.

Hovedvejen kalder vi Vandskelsvejen. Ved Vandskelsvejen lå mange af oldtidens bebyggelser og langs vejen kom der med tiden til at ligge stendysser og bronzealderhøje for at markere territorier og magt. Gravhøjene lå flere steder så tæt, at de nærmest flankerede vejen.

Vandskelsvejen forløb gennem Furesøegnen. Vejen kom fra syd og krydsede Værebro Å ved Gammelvad, svingede mod øst, og ved området mellem Hangar 4 og Hangar 3 delte vejen sig. Den lette trafik kunne i tørre perioder fortsætte direkte mod nord over det fugtige område frem mod Laanshøj, hvor Flyvestationens vandtårn er opført. Var det derimod en våd årstid, eller var der tale om tung trafik, måtte man fortsætte lidt længere mod øst og kunne herefter sætte kursen mod nord langs områdets vandskel og forbi Laanshøj og videre ad Vandskelsvejen mod nord forbi Ryethøj og over vadestedet ved vestenden af Farum sø og Sortemosen.

Vejen fremstod blot som støvede eller mudrede spor i landskabet, og kan ikke erkendes i dag. Et håndgribeligt bevis for Vandskelsvejens beliggenhed på Furesøegnen er tolv dybe og parallelle hulveje i Præsteskoven ned over en stejl skråning til vadestedet over Sortemosen. Hulveje opstod på stejle skråninger med stærk færdsel over lang tid, hvor regnen skyllede den optrådte eller opkørte jord ned ad skråningen. Med tiden åd vejen sig mere og mere ned i jordbunden og endte med at blive en dyb hulvej. Når en hulvejen blev for dyb forskød man blot vejforløbet. 

Vandskelsvejens endeligt

Efter år 1370 opdæmmede man i middelalderen Farum sø og Furesøen med mølledæmninger, og vandstanden steg, og vadestedet over Sortemosen blev oversvømmet. Hovedtrafikken gik herefter over vadestedet ved Fiskebæk. Vandskelsvejen mistede hermed sin betydning efter mere end 5000 år, men også fordi magtens centrum i middelalderen flyttede fra Roskilde til København. 

Vandskelsvejen havde gennem årtusinder haft stor betydning for Furesøegnen. Ad Vandskelsvejen kom stort set alt nyt på godt og ondt. Herfra kom kulturpåvirkninger med forestillinger om tro og gravskik, stil og mode, og viden og banebrydende ideer til teknisk- og materiel udvikling. Via vejen kom der nyheder fra andre egne, varer til og fra egnen, og på vejen kunne man hurtigt fremføre soldater og militær. Og med de handlende og soldaterne spredtes smitsomme sygdomme sig fra fjerne områder mod syd. 

Furesøegnen var et ressourcerigt område med velstand og magt. At bo ved Vandskelsvejen og kontrollere færdslen medvirkede hertil.

Hulvejene i Præsteskoven ved vestenden af Farum sø. Tolv parallelle hulveje markerer Vandskelsvejens forløb og indikerer en betydelig færdsel igennem en lang periode.

Foto: Niels Bødker Thomsen.