Klædefabrikationen var et udslag af merkantilismen, som ville fremme national fabriksdrift med både national og international afsætning for øje. Både Frederik 4. og hans efterfølger Christian 6. ønskede at opbygge en dansk klædeindustri, og der blev derfor i 1737 hentet 60 såkaldte manufakturister til Danmark fra Mellemeuropa, heriblandt den franske klædefabrikant Courtonne. Hans klædefabrik i København blev videreført af hans svigersøn Friederich Hoffmann, der i 1760 købte Jonstrup Vandmølle for at bygge en ny klædefabrik, drevet af åens vandkraft, med billigere arbejdskraft end i byen.

Byggeriet blev langvarigt og lå næsten stille i Struenseårene 1769-72, men i 1772 kom arbejdere og funktionærer fra Hoffmanns fabrik i København vandrende eller kørende ad Frederiksborgvej fra København over Kollekolle til Jonstrup. Det var især tyske arbejdere, de fleste ugifte, og nogle var farende svende, som hurtigt drog videre. Andre blev dog så længe, at deres navne optræder i Værløse Sogns kirkebog. Ugifte arbejdere boede i sovesale og spiste i marketenderiet, den senere kro, og bryggeri, brænderi og bageri kom snart til. På det Militære Varedepot blev klædet syet til uniformer med rødt klæde til uniformskjolerne og hvidt til undermunderingen (bukser og vest/camisol).

Medvirkende til at Hoffmann flyttede fra København til Jonstrup var garnets kvalitet. På landet kunne han købe uld fra Statens Magasin og få det spundet lokalt, så allerede før fabrikkens flytning havde han forberedt spindeskoler, hvor spindemestre kunne undervise piger og kvinder i at karte og spinde uld. Fabrikken skulle have 20 væve, så fem store bygninger rejstes i perioden 1772-76. Etableringen var lånefinansieret, og fabrikken skulle stå færdig senest 1. oktober 1776. Det nåede Hoffmann ikke, så kort forinden blev fabrikken overdraget til staten, som i 1777 solgte den til skibsreder Abraham Schneider, der straks ansatte Hoffmanns søn, Garmann Hoffmann, som daglig leder.